Ocean Prawns afslutter 2024 med historisk højt resultat

Daniel Barslund og Kristian Barslund Jensen

Juni  2025

Ocean Prawns leverer et meget tilfredsstillende resultat for 2024, som er drevet af flere faktorer: et fornuftigt fiskeri trods tekniske udfordringer og lave rejepriser, et solidt afkast på koncernens værdipapirportefølje samt en generelt positiv udvikling i koncernens virksomheder. Resultatet er desuden positivt påvirket af en enkeltstående indtægt fra frasalg af et canadisk selskab.
Koncernens resultat er det bedste til dato, og lyder på et overskud efter skat på 184 mio. kr., hvilket er 110 mio. kr. højere end i 2023, og dermed runder koncernens egenkapital igen 1 mia. kr.

Resultatet må betegnes som ekstraordinært og er ikke udtryk for en ny normal – det afspejler primært effekten af frasalget i 2024.

Et ekstraordinært år på mange fronter 
"2024 har på mange måder været et helt særligt år. Vi har leveret vores bedste resultat nogensinde, men det er samtidig sket i et år, hvor fiskeriet har været præget af lave rejepriser og tekniske problemer, der har ført til alt for mange liggedage”, udtaler adm. direktør Daniel Barslund. ”Og derfor er jeg både stolt og lettet over, at vi står med et stærkt resultat. Samtidig ved jeg, at det har krævet en stor indsats, og jeg vil gerne anerkende det hårde arbejde, vores medarbejdere – både på land og til havs – har leveret i 2024."

Øget koncernfokus og samarbejde har båret frugt
Ocean Prawns har i de seneste år intensiveret det strategiske fokus på lønsomhed og økonomisk bæredygtighed i koncernens virksomhedsportefølje. 2024 har overordnet set været et fornuftigt år for de bornholmske selskaber, hvor effekterne af øget sparring, videndeling og fælles systemunderstøttelse begynder at slå igennem. I de kommende år vil dette fokus blive fastholdt med henblik på at skabe en mere robust driftsøkonomi og styrket resultatudvikling på tværs af virksomhederne. 

Parallelt hermed har koncernens investeringer i værdipapirer leveret et tilfredsstillende afkast – især i lyset af de geopolitiske spændinger og den vedvarende usikkerhed på de globale finansielle markeder.

Fremdrift i bornholmsk boligprojekt
Ocean Prawns arbejder sideløbende med sin fiskerivirksomhed målrettet på at understøtte den lokale udvikling på Bornholm – blandt andet gennem investeringer i lokale virksomheder og ejendomsprojekter. I 2024 er der opnået fremdrift i boligprojektet Æbleløkkerne i Rønne Syd, som opføres i samarbejde med Bornholms Brand a.m.b.a. I begyndelsen af 2025 er der indgået en totalentrepriseaftale med HusCompagniet, og første spadestik tages snarligt, når de sidste underentrepriseaftaler falder på plads.

Forventninger til 2025
Efter et rekordår i 2024 forventer Ocean Prawns et mere moderat, men fortsat positivt resultat i 2025 – på niveau med de senere år. Usikkerheden er dog fortsat til stede, blandt andet som følge af nye handelsbarrierer og udviklingen på de globale markeder.

”De seneste år har været præget af mange ubekendte faktorer – ikke mindst for fiskeriet. Den tendens fortsætter i 2025, hvor vi aktuelt ser stigende rejepriser, men samtidig står over for nye udfordringer i form af kinesisk importtold på canadiske rejer, som udgør kernen i vores forretning,” udtaler adm. direktør Daniel Barslund og tilføjer: ”Alligevel går vi ind i det nye år med tro på, at vi kan levere et fornuftigt resultat – båret af en bredere og stærkere forretning end nogensinde før.”