Ocean Prawns kåres som årets helt i region hovedstaden
November 2021
PwC, Nykredit ErhvervsBank, Dansk Erhverv og Finans har netop tildelt Ocean Prawns en særlig pris som Årets Helt 2021 - en pris der gives til en ejerleder, som har gjort sig særligt bemærket i lokalsamfundet.
”Vi er enormt stolte over at vinde denne pris. Vi går jo ikke og betragter os som helte i hverdagen, men det er alligevel et skulderklap, at der bliver lagt mærke til vores indsats uden for Bornholm”, fortæller en glad direktør Daniel Barslund fra Ocean Prawns. ”Det er jo egentlig ret simpelt, vi investerer i Bornholm, fordi vi gerne vil bo på en ø i udvikling. Og hvis vi kan give et skub med i denne retning, så giver det jo værdi for både Bornholm og os der bor på øen”.
Juryens begrundelse for prisen lyder:
Årets Helt har hovedsæde på Bornholm og grundlagde virksomheden i 1976. Sidenhen har koncernen udviklet sig til en global milliard forretning, men uden at glemme sine oprindelige rødder.
Årets Helt er kendt for at støtte op omkring stort set alt på Østbornholm også selv om det til tider betyder, at investeringerne mere foretages med hjertet end fornuften.
Selv om mange af investeringerne som Årets Helt har foretaget, er startet som “støtte” til de lokale virksomheder, er de som oftest endt som sunde og bæredygtige forretninger. For Årets Helt, er det vigtigt for dem at bevare arbejdspladser og kompetencer i lokalsamfundet, så det også fremadrettet er et godt sted at leve og bo. De beskæftiger over 250 medarbejdere på Bornholm og stadig flere kommer til. Prisen som Årets Helt går i år til Barslund familien, som i dag repræsenteres ved Daniel Barslund som er medejer af Ocean Prawns. Det er tydeligt, at familien har en forkærlighed for Bornholm, og at Bornholm har en stor plads i familiens hjerter. Det er vigtigt for familien bag Ocean Prawns at give noget tilbage til øen, samt at understøtte udviklingen og beskæftigelsen på Bornholm.