ocean prawns har solgt inhouse-bygning til bornholms museum

Nyt handelsmiljø i Nexø

September 2025

Ocean Prawns har solgt den gamle fiskefabrik på Nexø Havn, hvor Inhouse Bornholm i mange år har haft til huse, til Bornholms Museum. Planen er at etablere et moderne museum, der forventes at tiltrække omkring 60.000 gæster årligt. Museet bliver en central attraktion, som kan give et markant løft til Nexø og skabe en tættere sammenhæng mellem by og havn.

Samtidig betyder udviklingen, at møbelhuset Møblér lukker med udgangen af marts 2026. Kop & Kande, som i dag er integreret i Inhouse, fortsætter dog i nye lokaler i den rødstensbygning, som Ocean Prawns fortsat ejer og er i gang med at renovere. Her etableres tre nye erhvervslejemål, der også kommer til at rumme Novasol og Nexø Apotek.

Coop 365 fortsætter uændret i sit lejemål i forlængelse af Inhouse-bygningen, og dagligvarebutikken forbliver dermed en fast del af området. Novasols nuværende lejemål bliver ledigt, når virksomheden flytter til de nye rammer.

Med salget til Bornholms Museum og de nye erhvervslejemål bidrager Ocean Prawns til at skabe endnu mere aktivitet på havnen og sikre en positiv udvikling i Nexø.